Ulla Thomsen – alene i vildmarken!
Hjemme hos os, ser vi alene i vildmarken for første gang. Vi glæder os til torsdag aften, hvor vi hepper på Ulla og synes hun en den sejeste kvinde!
Det er som om Ulla begejstres af udfordringer. Jeg har talt med Ulla og her kan du helt eksklusivt læse om Ullas livssyn, drivkraft og hvordan hun overkommer alvorlige sygdomsperioder.
Hvad er drivkraften i at medvirke i Alene i vildmarken, og hvad ønsker du få ud af forløbet?
Den direkte anledning til at jeg søgte om at komme med i programmet var jeg sidste forår fik diagnosen ”celleforandringer i livmoderen” og lægerne ville have at jeg skulle opereres for det, men det slap mig lynhurtigt ved en blanding af diæt, hormonbehandling, healing osv. Så stod jeg dér med en udfordring mindre og havde lige set et par af sidste års afsnit af Alene i vildmarken og tænke: ”det er da det jeg gør, jeg søger at komme med”.
Jeg trængte i det hele taget for en pause væk fra arbejdet, og det havde ligget i mine kort i et stykke tid at jeg ville søge orlov, uden at jeg havde fået gjort noget ved det eller besluttet hvad jeg skulle bruge tiden på.
Du står alene i vildmarken og synger fødselsdagssang til din mor, som fylder 90 år. Personligt ville det være en situation, hvor jeg vil føle mig så alene og overvældes af savn og lækker mad. Du har fortalt mig, din største bekymring er, om du synger falsk. Hvad er dit livs– menneskesyn?
Inden jeg tog afsted havde jeg gjort mig klart eventyret havde nogen omkostninger – som fx ikke at spise og synge med i godt selskab til min mors fødselsdag, så afvejningen for og imod lå før jeg tog afsted – det var ikke noget jeg brugte tid på mens jeg var derude. Jeg registrerede bare at nu gik jeg glip af fødselsdags hygge, men jeg havde mit eventyr i stedet. Og ja, jeg var lidt bekymret for, hvor falsk jeg ville synge, men det gik uventet godt kunne jeg konstatere da jeg så programmet 😊.
Ift mit eget liv vægter oplevelser højt. Jeg kan ikke sige oplevelser vægter højere end magelighed, tryghed og hygge, men måske prioriteringer er lidt forskudt for gennemsnittet af danskeres prioriteringer. Da jeg var 16 år og på interrail med min kæreste gik jeg ind til nogle græske bønder og spurgte om vi kunne hjælpe dem i marken en halv dags tid. Timerne gik med hakke i den hårde tørre jord og til slut fik vi lækker lokal frokost med mange grin og ekstrem bitter retsina hvidvin. Vi fik vabler og blev solskoldet, men kom derfra med en på opleveren, som vi ikke havde fået ved en dag ved poolen. Da jeg lige var fyldt 17 fik jeg arbejde som arbejdsdreng på et smedeværksted. Jeg tog ikke det arbejde med en forventning om, at det ville blive nemt og jeg altid ville blive strøget med hårene. Forventningen var, at det ville blive super spændende, og det blev det.
Du har nogle anderledes ordstillinger. Du spiser fisk og siger; en ørred, fisk, mad eller eventyrforlænger. Hvilken betydning har det for dig, at se det på den måde?
Jeg var ikke kommet op til Norge for at brokke mig over ret meget og når jeg så ser på denne fisk så repræsenterer den ikke blot god smag og en anelse mæthed, den repræsenterer muligheden for at blive længere tid i vildmarken – altså en forlængelse af eventyret. Det var en bevist strategi at se positivt på udfordringerne, og det var faktisk ikke svært. Det var en stor oplevelse at være i det øde landskab i så lang tid. Der hvor programmet foregår er lige på trægrænsen, dvs vegatationen er meget begrænset, der er noget ”ørkenagtigt” over det – barsk og fascinerende.
Du fortæller, at tidligere var du optaget af at få anerkendelse på din arbejdsplads. Nu er dit fokus på at give din viden videre. Hvad har medvirket til dette forandrede perspektiv?
Det er en udvikling der har været i gang i flere år. På et tidspunkt bliver det mere klart, at jeg harudrettet en del ting i mit arbejdsliv, at både chefer og kolleger sætter pris på min rådgivning, at jeg udfylder min rolle godt. Og på det tidspunkt forstærkes min lyst til at undervise og give noget af det videre, som jeg har lært i mit arbejdsliv.
Du siger; ”det er hårdt” på den sjove måde. Vil du uddybe det?
Jeg tror, at på det tidspunkt jeg siger dette til kamera så er jeg klar over at min exit ligger indenfor de næste godt to uger – altså en ret begrænset periode. Jeg ved, at jeg selv bestemmer, hvornår eventyret er slut, det er ikke farligt, og så er det bare med at få mest muligt ud af den tid der er tilbage.
Du har været igennem et alvorligt sygdomsforløb. Har det ændret dit livssyn og måde at være menneske på? I givet fald på hvilken måde?
Da jeg fortalte venner og familie, at jeg havde forstadier til kræft, var de flestes holdning: ”se at få det skåret væk hurtigst muligt”, mens min holdning var: ”dette er en uvelkommen opgave, som jeg skal finde den bedste løsning på”. Beskeden om celle forandringer kom omkring aftensmadstid og inden jeg gik i seng, havde jeg læst så meget, at jeg vidste:
- Livmoderkræft kan være dødeligt
- Livmoderkræft udvikler sig langsomt – der er god tid til at tænke sig om
Jeg valgte at tage den ”veloplyste og lidt arrogante” position, at forstadier til kræft var udefra kommende – resultat af en fejlbehandling – det var ikke min krop og resten af min levevis, som havde udløst problemet. Derfor mente jeg, at jeg var bedst stillet ved at balancere risikoen for at udvikle kræft mod risikoen for at få komplikationer ved at blive skåret i – masser af kvinder lever fint uden livmoder, men jeg dyrker ”Astrid Lindgren princippet”: der er ikke nogen lov imod at 80 årige kvinder klatrer i træer. Det er citat fra en artikel med et billede hvor Astrid Lindgren kravler i et træ. En hystrektomi – fjernelse af livmoderen – fremmer ikke ligefrem muligheden for at klatre i træer og bruge kroppen på alle mulige kraftfulde måder.
Da jeg for 17 år siden fik piskesmæld gik jeg ikke umiddelbart lige så konstruktivt til det, jeg rodede noget rundt i selvmedlidenhed. Men et ”greb” jeg tog i brug efter et stykke tid var virkelig effektivt. Efter at have set lidelses fæller være i langvarige forløb, hvor de tog smertestillende for at kunne tage på arbejde om morgenen og smertestillende igen for at kunne møde familien efter fyraften, besluttede jeg mig for at gøre rent bord ift forventninger om, hvem jeg var og hvad jeg gerne ville udrette. Der var 3 faste piller: Selvmord var ikke vejen ud af at have hovedpine / migræne hver eneste dag, jeg var mor og jeg var ægtefælle. Men derudover var alt oppe i luften – fx om jeg nogensinde kunne passe et arbejde igen. Da jeg begyndte at arbejde kunne jeg rationelt sige til mig selv, når det var tid til at stoppe arbejdet og spænde rulleskøjterne på og få lidt motion – rulleskøjterne var mere blid motion end både cykling og gang i den periode. Selvom følelserne måske trak i retning af at blive siddende foran pc’en så kunne jeg bruge intellektet til at fortælle mig, at jeg langsigtet ville være:
- Bedste skatteyder
- Bedste medarbejder
- Bedste mor
- Bedste ægtefælle
Hvis jeg håndterede mine egne problemer først i stedet for at forsøge at udfylde en bestemt rolle på arbejdsmarkedet. Det handlede simpelthen om at tænke ud i fremtiden ”hvad og hvem vil jeg gerne være” fremfor at lade de umiddelbare opgaver og forventninger styre forløbet.
Jeg lærte mest af forløbet med piskesmæld. Lærte at tage en ting ad gangen og så bare blive ved – medicinsk behandling var hurtigt udelukket efter en klog læge sagde, at det eneste medicin, der kunne tage mine smerter, var morfin, ”og det skal du ikke tage”, sagde han. Jeg var enig og bruge mindst 5 forskellige alternative behandlinger i de efterfølgende år – i en periode utålmodigt med for mange forskellige behandlinger i gang på samme tid – men for det meste konstruktivt. Jeg lærte også, at selvom det er extremt ubehageligt at få voldsom migræne et tilfældigt sted på landevejen i Kina så var det ikke værre end at jeg kunne bede om en plasticpose og om at blive bragt til nærmeste nogenlunde ordentlige hotel og så sætte mig i seng der og vente til hovedet og kroppen fungerede igen.